Det er ikke nogen hemmelighed, at vi sjældent selv pakker let når vi skal på tur. Vi har altid liiiiiige en dut og en dims vi skal teste eller et nyt stykke udstyr vi er faldet for, som vi MÅ ha med… MEN, det betyder ikke at vi ikke engang imellem tager afsted med et minimalistisk set-up. Faktisk kan det være både virkelig sjovt og udfordrende at barbere sit set-up ned til kun absolutte fornødenheder.
Vi har forsøgt at samle et par tips og tricks til, hvad du skal overveje hvis du også vil skære dit overland set-up helt ind til benet – eller hvad du skal starte med at investere i, hvis du er helt ny i tagteltsverdenen.
Multifunktionelt udstyr er din bedste ven
Når pladsen er begrænset, så er udstyr som tjener flere formål din bedste ven, ligesom udstyr der kan foldes sammen hjælper dig godt på vej. En Jetboil koger dit kaffevand hurtigt, men kan med en grydeopsats hurtigt konverteres til et et-blus komfur. Sea to Summits klapgryder kan både pakkes sammen og puttes inden i hinanden og optimerer dermed pladsen. En foldeskovl optimerer pladsen og kan både bruges til at grave hullet til toilettet og at grave bilen fri, hvis I sidder fast.
Du kan godt se, hvor vi vil hen ikke? Tænk overlandingens svar på schweizer knive når du pakker for at minimere udstyr og plads.
Tænk lag på lag
Når det kommer til dit tøj, så tænk i lag-på-lag-princippet. På den måde har du mulighed for at tilpasse dig skiftende vejrforhold uden at fylde bagagerummet op med hele garderoben. En letvægts regnjakke, et varmt lag og et par slidstærke bukser er ofte alt hvad du behøver.
Pro-tip: Du bruger som oftest langt mindre tøj når du er på tur end derhjemme. Så pak og tag så mindst halvdelen fra:)
Simpel men god mad
Overlanding behøver ikke betyde gourmetmåltider, men selv med et simpelt set-up kan du sagtens lave lækker mad under stjernerne. En enkel gasbrænder, en gryde, en pande, en kop til morgenkaffen, en skarp kniv og en spork, så behøver du faktisk ikke ret meget mere for at kreere et lækkert måltid. Det handler om at holde det simpelt, hurtigt og velsmagende – og så smager alt bare bedre når man spiser det udenfor!
Pro-tip: Gode lokale pølser sammen med grøntsager på en pande, en god tomatsovs og kogt pasta er vores hoffet når vi er på tur. 1 pande og 1 gryde!
Alt har en plads
Når pladsen er trang gælder det om at tænke smart med din opbevaring og her anbefaler vi at bruge tasker og kasser der kan komprimeres og stables for at udnytte pladsen bedst muligt. Jo mere du kan organisere dit, så alt har en plads, jo nemmere er det at holde styr på dit udstyr. -det gælder i øvrigt ligegyldigt om du kører med et minimalistisk eller maximalistisk set-up 🙂
Pro-tip: Brug pakketasker og små poser til at organisere dine ting nede i kasser og tasker, så opladerledninger, underbukser og solbriller ikke roder rundt mellem hinanden.
Fordele ved en minimalistisk tilgang til overlanding
- Øget brændstofeffektivitet: Selv om det kan virke lidt fjollet, så betyder kiloene noget for dit brændstofforbrug, så jo mere du kan minimere dit set-up, jo lettere bliver din bil.
- Fleksibilitet og hurtigere opsætning: Mindre udstyr betyder hurtigere opsætning og nedtagning af din camp og betyder, at du hurtigere kan reagere på eks. skiftenede vejrforhold.
- Mindre stress, mere nydelse: Den her afhænger nok lidt af, hvem man er… Mindre udstyr KAN betyde mindre stress og mere tid til bare at nyde når du ikke skal forholde dig til meget udstyr der skal sættes op og tages ned. Men lad os lige understrege, at hvis du som os ELSKER dit udstyr, så kan det at sætte campen op med alt dit yndlingsudstyr også være en del af at af-stresse.
Vi anvender selv den minimalistiske tilgang når vi skal på små korte ture eller kører i en bil, som ikke er vores egen (hvor vi har bygget køkken ind i bagagerummet) og så selvfølgelig når Kasper kører recco til rallyet, hvor en Jetboil, en mug, et krus og frysetørret mad udgør det fulde set-up.
Uanset, hvor stort eller småt et set-up du kører med, så handler det først og fremmest om bare at komme afsted på eventyr!
Vi ses derude